Der træder enkelte ændringer i ferieloven i kraft den 1. maj 2011. Den væsentligste ændring er, at ferie som udgangspunkt kun kan anses for afholdt i en fritstillingsperiode, hvis medarbejderen har haft en arbejdsfri periode, som mindst svarer til feriens længde efter udløbet af varslingsperioden.
I henhold til de nugældende regler anses en fritstillet medarbejders ferie for afholdt, hvis ferien og ferielovens varslingsperioder kan rummes inden for fritstillingsperioden. Samtidig kan den fritstillende arbejdsgiver i henhold til funktionærloven modregne indtægterne fra medarbejderens nye arbejde i lønnen i den del af fritstillingsperioden, der ligger ud over 3 måneder. De hidtidige regler kunne i enkelte tilfælde betyde, at medarbejderen reelt ikke har haft betalt ferie, når reglerne i ferieloven og funktionærloven kombineres. En fritstillet medarbejder kan have arbejdet for en ny arbejdsgiver og samtidig være anset for at holde ferie i forhold til den fritstillende arbejdsgiver. Samtidig kan den fritstillende arbejdsgiver have ret til at modregne lønnen for den nye stilling, så medarbejderen reelt ikke har haft ret til betalt ferie.
Denne situation bliver nu forhindret med lovændringen. Medarbejderens ferie i en fritstillingsperiode kan kun anses for afholdt, hvis medarbejderen har haft en arbejdsfri periode svarende mindst til feriens længde efter udløbet af varslingsfristerne. Ferien anses dog også for afholdt, hvis arbejdsgiveren ikke har adgang til modregning af løn på det tidspunkt, hvor ferien holdes.
Ændringen træder i kraft for fritstillinger efter 1. maj 2011.
Derudover gennemføres der ændringer i ferielovens forældelsesregler, en øget mulighed for overenskomstdækkede medarbejdere til at overføre den 5. ferieuge og en øget mulighed for kontrol af arbejdsgiverens indbetaling af uhævede feriepenge til de relevante fonde.
| Peter Sørensen Linea R. Conforti |
![]() |
||
![]() |
![]() |
![]() |