Forfatter: Morten Bøgenskjold og Christian B. Elmer
Dato: 6. april 2010
I december 2009 offentliggjorde Konkursrådet - der er nedsat af Jusititsministeriet - betænkning nr. 1512 om rekonstruktion m.v. Betænkningens formål er at foretage en ventet reformering af konkurslovens regler om betalingsstandsning og tvangsakkord. Den 26. marts 2010 blev betænkningen i sin helhed fremsat som lovforslag af Justitsministeren.
I Ind§igt nr. 1 fra maj 2009 skriver Jørgen B. Elmer og Morten Bøgenskjold om de nugældende regler om rekonstruktion. Læs artiklen vores nyhedsblad Ind§igt nr. 1 - 2009.
Reglerne om betalingsstandsning, som vi kender dem i dag, blev indført i konkursloven i 1984. Siden da er reglerne blevet kritiseret, fordi de ikke i tilstrækkelig grad medførte, at nødlidende, men levedygtige, virksomheder kunne forsætte. Betalingsstandsningen er i stedet blevet anvendt som et forstadie til konkurs.
Med betænkning nr. 1512 foreslås reglerne om anmeldt betalingsstandsning og tvangsakkord ophævet til fordel for et helt nyt afsnit om rekonstruktion.
Som noget ganske nyt indebærer forslaget, at både skyldneren selv og en kreditor kan indgive begæring om rekonstruktion af virksomheden. Dette gælder dog ikke personligt hæftende skyldnere. I dag er det alene virksomheden selv der kan indgive begæring om betalingsstandsning og tvangsakkord til skifteretten. Såfremt en kreditor - efter de nye regler - begærer rekonstruktion, og virksomhedens ledelse ikke samtykker heri, skal kreditor - som vi kender det fra konkursbehandlingen - stille sikkerhed for omkostningerne ved rekonstruktionen.
Når skifteretten indleder rekonstruktionsbehandlingen udpeges en rekonstruktør (almindeligvis en advokat) og en tillidsmand (typisk en revisor). Inden 4 uger fra rekonstruktionens indledning skal virksomhedens kreditorer indkaldes til et møde i skifteretten. Forud for dette møde skal rekonstruktionsteamet have udarbejdet et forslag til rekonstruktionsplan - forslaget danner rammen om det videre arbejde.
Rekonstruktionen skal udmunde i enten tvangsakkord eller - som noget nyt - i en virksomhedsoverdragelse. Er dette ikke muligt, må virksomheden undergives konkursbehandling, da anmeldt betalingsstandsning efter forslaget er udelukket.
Rekonstruktionsperioden løber som udgangspunkt i 6 måneder, og kan forlænges med op til 4 måneder med kreditorernes samtykke. I denne periode foreslås det, at virksomheden er beskyttet mod retsforfølgning.
Betænkningen og forslaget har dog allerede fra start fået hård medfart fra blandt andet Danske Advokater, der er advokaternes interesseorganisation.
Generelt bemærker Danske Advokater, at Betænkningen ikke efter deres opfattelse medvirker til at forbedre mulighederne for økonomisk overlevelse. Et af problemerne er blandt andet, at forslaget allerede synes forældet som følge af lovændringen fra 2006 om virksomhedspant. Da det ofte er en enkelt financier, der har pant i hele virksomheden, er udsigten til en samlet ordning selv sagt lille.
Endvidere går kritikken på, at muligheden for en kontrolleret afvikling under en betalingsstandsning, fjernes. Derimod vil hovedreglen være en afvikling under konkurs.
Indtil videre er der kun tale om et forslag fra Konkursrådets side samt lovforslag fremsat den 26. marts 2010. Lovforslaget bygger i væsentlighed på Konkursrådets forslag.
Vi følger naturligvis det videre forløb tæt, og publicerer løbende information om lovforslaget på Lund Elmer Sandagers hjemmeside og i Ind§igt.
Lovforslaget kan findes på retsinformation:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=131091
![]() |
||
![]() |
![]() |
![]() |