Erfaren advokat til Ansættelsesret

Hos Lund Elmer Sandager er vi mere end et advokatfirma. Vi mener, at forretning ikke er noget, der sker mellem virksomheder. Det sker mellem mennesker. Og vi tror fuldt og fast på, at dét, der adskiller os fra andre dygtige advokater, er vores medarbejdere. Som hver og én tænker i løsninger. Som tror på, at tillid og tilgængelighed ikke er slidte fraser, men fundamentet for samarbejde.
Jobopslag
Ansættelsesret

Din mission

Vi søger en erfaren advokat til vores ansættelsesretslige team til tiltræden snarest muligt. Du bliver en del af et fagligt stærkt team, hvor vi rådgiver danske og internationale virksomheder om alle aspekter indenfor ansættelsesretten. Du har den direkte klientkontakt, og vi forventer, at du tager ansvar for sagerne og uddannelsen af dine kolleger. Du arbejder på et højt fagligt niveau, og du har en god kommerciel forståelse.

Du vil fra første dag få ansvaret for at rådgive og arbejde for hele LES’ kundeportefølje indenfor en række forskellige brancher, lande og kulturer, og sammen med dine kollegaer er du med til at sikre, at det er sjovt at gå på arbejde. En positiv og udadvendt holdning, smil, godt humør og et personligt engagement i LES er vigtigt. Holdånd er essentielt for dagligdagen.

Du har i høj grad mulighed for at forme din stilling og dine opgaver i bevægelse med vores kunder og markedet – mere end, du skal passe ned i et bestemt format. Har du ambitioner om samtidig at opbygge din egen kundeportefølje, og har du allerede egne kunder, er det kun positivt. Du vil i det daglige komme til at arbejde sammen med mange kollegaer i LES.

Dine kernekompetencer

Du har bred erfaring med rådgivning indenfor alle dele af ansættelsesretten. Du brænder for at arbejde med og formidle ansættelsesret. Det er afgørende, at du er flydende i engelsk.

Du har kommerciel forståelse, der skaber værdi for vores klienter, og du har gode kommunikationsevner, så du er i stand til at give et klart svar, selv i pressede situationer. Det er vigtigt, at du kommunikerer på skrift og tale på en måde, så budskabet er let forståeligt for modtageren. Du er detaljeorienteret, og du kan tænke ud af boksen og se sagen fra flere vinkler.

Desuden er det vigtigt, at dine juridiske kompetencer er kombineret med, at du er imødekommende, får energi af at være en del af et team og sætter pris på et godt kollegaskab, hvor vi løfter i flok. Samarbejde er omdrejningspunktet for alt, hvad vi foretager os, både i teamet og i samarbejdet med resten af LES. De bedste løsninger er dem, vi skaber i fællesskab.

At arbejde hos LES

Alle vil have fat i de bedste medarbejdere. Det er ikke nogen hemmelighed. Det vil vi også.

Men vi vil ikke have hvem som helst. Vi vil have dig, der passer ind.

Som værdidrevet advokathus er det altafgørende, at vi passer på vores værdier, og på hinanden. Det kan vi kun gøre, når du passer ind. Fagligt. Menneskeligt. Og kollegialt. For os er det nemlig det, der gør, at vi kan være en progressiv og moderne arbejdsplads med plads til kolleger, uanset hvor de er i livet.

Samlet om forskelligheder

At passe ind handler ikke om at være ens. Det handler om at være samlet om vores forskelligheder.

Med mere end 100 dygtige kolleger i ryggen får du en arbejdsplads, hvor specialisten og all-rounderen sidder dør om dør. Hvor vi kender vores stolte historie – så vi kan skrive vores fremtid sammen.

Vores medarbejderkultur hviler på tre ben

Pas ind
Den rigtige teamsammensætning.
Den rigtige kultur.
De rigtige kolleger.

Pas til
Ambition, faglighed og personlighed går hånd i hånd.
Du passer nemlig på sagen, hvis sagen passer til dig.

Pas på
Vi passer på hinanden, vores værdier og vores hus. Ikke af frygt, men af lyst til at skabe et videnshus, der bygger på de stærkest mulige juridiske kompetencer og de bedste mennesker.

Hvad ellers?

Vi håber, at du har fået svar på dine spørgsmål og føler dig motiveret til at blive en del af LES. Skulle du have spørgsmål til stillingen, så kontakt partner Michael Møller Nielsen på mmn@les.dk eller CHRO Johanne Gjerløv på jgj@les.dk.

Vi vil gerne lære dig at kende og høre om, hvad du er særlig stolt af. Derfor håber vi, at du vil dele så meget relevant information med os som muligt. Vi har ikke behov for en motiveret ansøgning, men vi vil gerne have et par sætninger om, hvorfor du søger netop denne stilling hos os.

Vi afholder løbende samtaler med kandidater, så send dit CV hurtigst muligt til job@les.dk.

Vores kontor ligger centralt i København på Kalvebod Brygge 39-41, 1560 København V, og i nærheden af både tog, metro og gode cykelstier.